Skip to content Skip to footer

Små udtryksløse dyr og andre noveller

På tragisk og morsom vis kredser Foster Wallace i disse uhyre velskrevne noveller om et kardinaltema i forfatterskabet: fejlslagen kommunikation mellem mennesker og den dermed forbundne ensomhed og isolation. Sjældent i verdenslitteraturen er disse dystre temaer behandlet med så stor vitalitet og ekvilibrisme.

“David Foster Wallace var en amerikansk gigant – en superstjerne blandt den såkaldt postironiske generation af forfattere, der bekendte sig til en ny inderlighed læst op mod den forudgående postmodernismes forelskelse i metafiktionen.”
Morten Wilhelm Scholz, Weekendavisen

Yderligere information

Sidetal

400

Udgivelsesdato

22.08.2019

Køb bogen

title Beskrivelse

David Foster Wallace blev sin generations vigtigste skønlitterære navn med romanen ‘Infinite Jest’, men stor anseelse nyder også hans essays, der på dansk blev samlet i ‘Dette er vand’ (2014), og hans noveller, som hermed får sin egen samling.

Der indledes med den tidlige novelle “Planeten Trillafon og dens stilling i forhold til det værste” – en selvbiografisk skildring af den ubærlige smerte ved depression og den medicinske behandling herfor. Novellen er en uhyggelig forudskikkelse af den psykiske nedtur, der ledte frem til forfatterens selvmord i 2008, og sammen med den sidste tekst, “Gode Gamle Neon”, der ligeledes kredser om den depressives sindstilstand, danner den en dyster ramme for bogen.

Imellem disse to noveller præsenteres en række eksperimenterende tekster, der bevæger sig vidt omkring i følelsesregisteret. “Min optræden” er en urkomisk fortælling om skuespillerinden Edilyn, der til sin store skræk inviteres til at optræde i superironikeren David Lettermans legendariske talkshow. Titelnovellen “Små udtryksløse dyr” om Jeopardy-fænomenet Julie tager ligeledes afsæt i medieverdenens facadespil.

Vi får to af forfatterens berygtede “Interviews med ækle mænd” – i det første fortæller en mand om sin dybe skam og væmmelse ved sin hårdtarbejdende fars mangeårige arbejde som toiletpasser, og i det andet forsøger hovedpersonen at overbevise den umælende interviewer (og os) om, at hans ‘romantiske’ forhold til et psykisk skadet voldtægtsoffer på ingen måde udgør en kynisk udnyttelse af et såret medmenneske. “Glemsel” skildrer en banal ægteskabelig konflikt, hvor den pedantiske og møgirriterende jegfortæller ikke vil godtage sin hustrus anklager om, at han snorker.

På tragisk og morsom vis kredser Foster Wallace i mange af novellerne om et kardinaltema i forfatterskabet: fejlslagen kommunikation mellem mennesker og den dermed forbundne ensomhed og isolation. Men sjældent i verdenslitteraturen er disse dystre temaer behandlet med så stor vitalitet og ekvilibrisme

"David Foster Wallace var en amerikansk gigant – en superstjerne blandt den såkaldt postironiske generation af forfattere, der bekendte sig til en ny inderlighed læst op mod den forudgående postmodernismes forelskelse i metafiktionen."
Morten Wilhelm Scholz, Weekendavisen

"Trods alvoren, og den skygge Wallaces selvmord kaster, er novellerne fyldt med energi og humor. Kritikken af både den overfladiske medieverden og populærkulturen, som forfatteren ligeledes tog under behandling i essaysamlingen Dette er vand (2014), er skarp og intelligent. Udvalget strækker sig over hele karrieren og dækker et bredt udsnit Wallaces fortælleteknikker, som også Rye Andersen pointerer i forordet, hvor han sår tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kan bruge betegnelsen 'noveller' om flere af disse litterære eksperimenter, der med 'deres ukonventionelle strukturer og kontroversielle temaer i høj grad' forbryder sig mod genrens vanlige kendetegn. Også i det korte format var David Foster Wallaces således helt sin egen, og det vidner Små udtryksløse dyr og andre noveller om, at der ikke er nogen grund til at beklage."
Tonny Vorm, Information

"Der er brud, smerte og sårbar længsel i David Foster Wallaces mesterlige noveller, som er overført til et forbilledligt dansk."
Jakob Holm, Standart

  • ISBN: 9788771297041
  • Oversætter: Claus Bech
  • Omslagsdesign: Sofie Poulsen