title Beskrivelse
Gert J J Biesta er kendt som en af de mest fremtrædende tænkere inden for uddannelse; “Den smukke risiko” er et af hans mest priste værker.
“Den smukke risiko” handler om de svagheder og risici, der er forbundet med uddannelse i vor tid. Svaghederne skal erkendes således, at menneskelig dannelse kan lade sig gøre på uddannelserne – Mennesket er nemlig ikke en maskine og kan derfor ikke dannes af kontrol.
Det er et interessant værk, som både kan læses af lærere, pædagoger, privatpersoner, ledere og politikere. Det er et værk, der gentænker vor tilgang til uddannelser og erkender menneskets forskelligheder, der ikke kan måles og vejes.
”Gert Biesta er en af Europas mest betydningsfulde uddannelsestænkere. Derfor er det en fornøjelse, at Klim nu igen går i front med en oversættelse til dansk af Biestas seneste værk.”
Lene Tanggaard, professor i pædagogisk psykologi, Aalborg Universitet
”Biestas bog om det smukke ved uddannelsens risiko er et stærkt forsvar for det, han kalder uddannelsens svaghed. Svaghed er i denne sammenhæng ikke noget dårligt, men et udtryk for, at uddannelse nødvendigvis er forbundet med risici, åbenhed og ikke kan eller bør kontrolleres. Uddannelsens indbyggede svaghed kommer af, at mennesker ikke er programmerbare maskiner, men levende, handlende subjekter, og Biesta viser, hvordan den nødvendige svaghed desværre er truet af en række regimer i det moderne samfund, der handler om at forudsige og kontrollere. Lærere vil i bogen finde argumenter for, at dømmekraften er uomgængelig i det pædagogiske arbejde og aldrig kan reduceres til opskrifter. Og enhver læser vil finde fine og opbyggelige eksistentielle analyser af de skrøbelige og åbne menneskelige relationer og praksisser, som vi alle har til opgave at passe på.”
Svend Brinkmann, professor i psykologi, Aalborg Universitet
”Biesta er mere i overensstemmelse med det bedste i den danske dannelses- og uddannelsestænkning, end denne tænkning er i overensstemmelse med sig selv. Det er tankevækkende! Med ’Den smukke risiko’ kommer vi ind til kernen i det, som er meningen med og værdierne i de begyndelser, der hele tiden skabes på ny, når vi som mennesker arbejder med og for mennesker i undervisning og pædagogik. Styrken ligger i at erkende svagheden i undervisningsrelationen som forudsætning for, at menneskelig dannelse kan finde sted. Bogen er et startskud for den nye begyndelse, som uddannelsestænkningen herhjemme har brug for, hvis den skal genvinde sin værdighed overfor måle- og modebølgers forsøg på ensretning af den menneskelige forstand.”
Jan Tønnesvang, professor i psykologi, Aarhus Universitet
"Vigtig og aktuel udgivelse, som rammer godt ned i den aktuelleskoledebat og sætter spørgsmål ved den skolepolitiske debat." Henrik Munch Jørgensen, Lektørudtalelse "Der er inspiration at hente. Alene titlen ægger til spørgsmål og overvejelser."
Gunnar Green, Folkeskolen.dk
"Vigtig og aktuel udgivelse, som rammer godt ned i den aktuelleskoledebat og sætter spørgsmål ved den skolepolitiske debat."
Henrik Munch Jørgensen, Lektørudtalelse