title Beskrivelse
Edgar Allan Poe var kortprosaens mester og høstede verdensberømmelse med sine korte fortællinger. Men han arbejdede faktisk også to gange med den lange form, og det er disse to værker, der nu foreligger på dansk i samme udstyr som ‘Samlede fortællinger I-II’ (2007).
Romanen ‘Arthur Gordon Pyms eventyr’ er en farverig og ramsaltet beretning fra de store have og handler om titelfigurens mange og blodige eventyr, efter at en uimodståelig trang til at se verden har lokket ham til at tage på hvalfangerfærd som blind passager. Det bliver en hæsblæsende rejse til verdens og menneskets yderste grænser.
Med prosadigtet ‘Heureka’ stræber Poe efter filosofisk at sammentænke alle tings ordning. Det er hans forsøg på at beskrive Universets fysiske sammensætning, oprindelse, udvikling og endeligt, og da Universet og Mennesket i Poes udlægning deler både stof og skæbne – begge dele er skabt af atomer og eksisterer i en uafbrudt tilstand af splittelse – bliver ‘Heureka’ samtidig et smukt sindbillede på Menneskets jordiske vilkår.
Med denne udgivelse i anledning af 200-året for forfatterens fødsel foreligger Edgar Allan Poes fiktion for første gang samlet på dansk.
“En grundig, omstændeligt detaljeret sørøverroman, men umiskendeligt poe’sk. Hans-Jørgen Birkmose føjer nu ‘Arthur Gordon Pyms eventyr’ fra 1838 til sine gode gerninger.”
Torben Brostrøm, Information