Skip to content Skip to footer

Ondskabens filosofi

Den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen dykker ned i ondskabens fænomen og advokerer for, at vi stopper med at anskue ondskab som en abstrakt størrelse.

Yderligere information

Sidetal

223

Udgivelsesdato

04.07.2005

Køb bogen

title Beskrivelse

Det onde er ikke først og fremmest et teoretisk, men et praktisk problem. Ondskaben hører ikke primært hjemme i teologien, knap nok i filosofien, men i et konkret moralsk og politisk felt. Vi kan ikke forstå og bekæmpe ondskaben så længe, vi opfatter den som abstrakt og fremmed i forhold til os selv.

"ONDSKABENS FILOSOFI er endnu en fremragende, velskrevet bog fra den unge norske filosof Lars Svendsen, der stod bag en af sidste års bedste teoretiske udgivelser, KEDSOMHEDENS FILOSOFI. ... Gennem de mange problemstillinger, som bogen behandler, og dem den blot overkommer at nævne, evner Lars Svendsen at holde hovedet koldt og hjertet varmt. Han er meget sympatisk, en rationel pragmatiker, der mener at ondskab ikke er et overordnet problem, men et utal af konkrete problemer, hvor vi sættes på prøve som frie, reflekterende og handlende væsner. Det er lettere at gøre ondt end godt. Det afgørende er, hvad vi vælger at gøre, skriver han."
Karsten R.S. Iversen, Politiken

 

"Der er mange former for ondskab. En ny bog beskriver dem og graver i ondskabens historie. Forfatteren Lars Frederik Händler Svendsen er nordmand, 31 år og doktor i filosofi. Hans første bog Kedsomhedens Filosofi blev en bestseller i Norge, så forfatteren fortsætter sporet med et lidt mere alvorligt fænomen: Ondskab. ... Efter en definition forklarer han forskellige former for ondskab. På ondskabens menukort er der nemlig flere valgmuligheder: Vi kan vælge den dæmoniske ondskab. D.v.s. at vi gør ondt for at gøre ondt og finder glæde ved det. Det er den værste, men den kalder han til sidst for en myte. Vi kan gøre ondt i det godes navn, hvor midlet er ondt. "Målet helliger midlet" som vi siger. Vi kan gøre ondt i den tro, at vi gør noget godt, eller vi kan gøre ondt, dumt og blindt, uden at vide, om vi gør ondt eller godt. Lars Svendsen skelner, diskuterer og forklarer som i sin forrige, med rette roste – og solgte – populærvidenskabelige afhandling Kedsomhedens filosofi. Det gør han sammen med en stor mængde kulturelt og videnskabeligt arvegods fra Platon, Schopenhauer, Kant og Nietzsche over Shakespeare, en hel del Dostojevski, der har skrevet om det gode og det onde i mennesket, lidt Baudelaire, der har skrevet om skønheden ved det hæslige, til forskellig moderne litteratur som Tyvens Dagbog og American Psycho, men også moderne film. Der er mange samtalepartnere og fine referencer, men det er aldrig noget showoff. Det er ikke strandlæsning, men slet ikke utilgængeligt. Filosofisk ja, men også historisk. ... To måneder efter bogen var færdig, ramlede to fly ind i World Trade Center, og Lars Svendsen skriver i et efterord, at han ikke går ind for opdelingen mellem de gode og de onde, som Præsident Bush taler om. Samme vending bruger Al Quaeda-netværket nemlig. Terroristerne mener selv, de er gode; det er den idealistiske ondskab, så så enkelt er det ikke. Der findes en tredje mulighed: at være kritisk over for begge parter. Med Ondskabens filosofi har vi fået en seriøs, moderne og aktuel gennemgang af ondskabens natur og sære magt, og med den unge doktor Svendsen fra Norge en filosof, der, som en rigtig intellektuel skal, kan gøre de store emner vedkommende i et sprog, der er til at læse og med et dybt personligt engagement. Det er savnet og nødvendigt og ganske, ganske smukt."
Michael Halskov, KulturNyt

 

"Efter en velskrevet og klart tænkt tour de force gennem ondskabens teologi, metafysiske omskrivninger af ondskabsbegrebet og moderne fjendebilleder ender Svendsens bog i en rationalistisk og sekulariseret forståelse af ondskab. Det er der, han selv står. Ondskabens filosofi er skrevet på et olympisk overblik, men udfoldet i personligt præget øjenhøjde. Den er bred i dybden og næsten historisk i sin aktualitet. Man forestiller sig, at måske ikke Lene Espersen, men i hvert fald både vores statsminister og udenrigsminister med stor fordel ville kunne læse og forstå bogen. Som der står til sidst: "At terrorismen er ond, indebærer ikke, at alt, som gøres for at bekæmpe den, er godt." Det er lidt underligt, at det skal være en pointe i et både sekulariseret og oplyst samfund. Men det er det."
Rune Lykkeberg, Information

  • Originaltitel: Ondskapens filosofi
  • ISBN: 9788779554092
  • Oversætter: Joachim Wrang
  • Omslagsdesign: Joyce Grosswiler

Du kunne også være interesseret i...