title Beskrivelse
Friedrich Nietzsche var en brilliant og excentrisk tænker. Hans værk sprængte fundamentet for den vesterlandske filosofi, og tankerne om Guds død, overmennesket og slavemoralen har haft kolossal gennemslagskraft i vores kultur. Men han var også et plaget menneske – såvel fysisk som mentalt.
Bogen følger den unge Friedrich fra hans fredsommelige og fromme opdragelse, og til han forsvinder ind i vanviddets tåger i 1889, 11 år før sin død. Vi er med ham, når han som filosofisk vandringsmand stræber mod tænkningens triumferende højder, men også når succesen gentagne gange udebliver, og tvivlen og usikkerheden hjemsøger ham.
"Glimrende biografi ... 'Jeg er dynamit' lægger en velfortalt, letlæselig bund for den, der vil forstå, hvilke kræfter der virkede i og mod en af den nyere tids mest indflydelsesrige tænkere."
***** Eva Selsing, Berlingske
"Levende og veldrejet beretning om den store tyske filosofs liv som manisk tænkende pebersvend, der til sidst går fra forstanden.”
**** Jyllands-Posten
"En læseværdig, blomstrende fremstilling af mennesket Nietzsche ... Prideaux fremstiller en Nietzsche, der også er en almindelig ung mand, der har ambitioner, forelsker sig, ser op til forbilleder og kappes med konkurrenter ... Æstetikeren Prideaux har en fantastisk sensibilitet for tidens dekadente dyrkelse af kitsch, som den intensiveres i Wagner-parrets selviscenesættelse i orgier af velour, barokengle, forgyldning og indirekte lyserødt lys, og som hun heller ikke skjuler Nietzsches beruselse af. Beskrivelsen af den mærkelige trekant mellem den fejrede komponist, hans kone og den unge, beundrende filolog, af hvordan den forløser Nietzsches første værk Tragediens fødsel, og af hvordan forholdet efterhånden slides op, mens det lykkes Wagner-parret at grundlægge festspilhuset i Bayreuth, er i sig selv hele bogen værd."
Frederik Stjernfelt, Weekendavisen
"Ud over den veloplagte fortællestil er dette nedslag i en fejret biografioplagt, fordi det udtrykker en afgørende indsigt i Nietzsches forfatterskab."
Rasmus Vangshardt, Kristeligt Dagblad
"Prideaux går med psykologisk indsigt og med mange detaljer tæt på den sygdomsplagede Nietzsche og de relationer, hændelser og tanker, der formede hans filosofi og ham som menneske. Bogen skildrer levende Nietzsche selv, tiden, hans familie og andre centrale personer i hans liv."
Grethe Lorentzen, Lektørudtalelse