title Beskrivelse
Sociokønnet (eng. gender) er blevet som et fantasme for den anti-sociokønsideologiske bevægelse. Det være sig i Rusland, hvor det bliver kaldt en trussel mod nationens sikkerhed, eller i Vatikanet, hvor det ses som en trussel mod selve civilisationen, eller i konservative evangeliske og katolske menigheder over hele verden, hvor det betragtes som en politisk dagsorden, der forsøger at ødelægge de traditionelle familieformer.
Butler belyser de konkrete måder, hvorpå dette fantasme opsamler og forskyder vor tids eksisterende frygtformer som klimaødelæggelse, økonomisk udsathed, krig og politivold. I samspil med vildledende beretninger om kritisk raceteori og xenofobisk panik omkring migration dæmoniserer anti-sociokønsbevægelsen kampen for ligestilling, giver næring til aggressiv nationalisme og efterlader millioner af mennesker sårbare for undertrykkelse.
"Judith Butler er fortsat en velskrivende og skarpsindig rejsende i køns-ballader. Trods idiosynkrasier og strategisk blindhed maner 'Hvem er bange for køn?' til eftertanke og rusker argumenterne forfriskende."
❤️❤️❤️❤️❤️
- Christian Graugaard, Politiken
"Man bliver klogere af at læse Judith Butlers nye bog."
- Karen Syberg, Information
"Det er vanskeligt at finde en mere betydningsfuld nulevende tænker end Judith Butler"
- Asker Hedegaard Boye, Weekendavisen
"... et frihedsskrift, hvor Butler går til forsvar for gammeldags dyder som oplysning, pluralisme, solidaritet, koalitioner og, ja, frihed."
- Rosa Skytt Burr, Atlas
"... en tankevækkende og dybt interessant bog, som også er relevant i en dansk kontekst. Selvom antigender-bevægelsen ikke er lige så tydeligt til stede herhjemme, er der i de seneste år inspireret af internationale tendenser vokset en politisk dagsorden frem hos aktivister og højreorienterede politikere i Danmark, hvor der insisteres på en snæver forståelse af køn som udelukkende biologisk og binær. Også i en dansk kontekst er Butlers tanker derfor relevante, hvis vi vil forstå, hvordan køn og seksualitet indflettes i konservative fantasmer om en verden, der angiveligt er ved at miste sin naturlighed."
- Andreas Beyer Gregersen, Eftertryk
"Butler udfordrer i den grad sin læser i forhold til at tænke køn ind i alle facetter af livet."
- Louise Urban Andersen, Lektør