Bogen følger forfatteren og hans fars samvær fra faderens begyndende demens og til enden, døden. Beretningen bevarer respekten og kærligheden til faderen, men fortæller alligevel om absurditeten, de vanvittige dialoger, og de utroligt vanskelige problemer, pårørende står overfor, når et elsket menneske forandrer sig for øjnene af en.
"Arno Geigers registrering og indlevelse i sin fars tiltagende sygdom er lige så nøgtern, som den gamle mand er rank, klynkefri og bemærkelsesværdigt høflig i sin mentale ensomhed. Bedre end flere af de eksisterende danske og udenlandske romaner om demens – set indefra såvel som udefra – kan Geigers overkommelige, tænksomme og menneskekloge bog levere indsigt til de ca 400.000 danskere, hvis hverdag som pårørende eller personale er direkte berørt af sygdommen, en af de mest omsorgskrævende og dyreste for samfundet." Søren Vinterberg, Politiken
”Disse bøger er af høj moralsk kvalitet. De viser os en etik, der har rod i det familiære og samfundsmæssige ansvar, som netop er bevaret i de ældre samfund før os … Arno Geiger plæderer for en kommunikativ eftertanke, som ikke adskiller generationerne, men fører os sammen og holder os sammen. Samtidig gestalter hans værker med stor dialog- og sprogkunst vores tids vigtigste temaer: Erindring og sprog, hjemstavn og identitet, menneskeværd og frihed.” Konrad-Adenauer-Stiftung 2011, Litteraturprisen
