Skip to content Skip to footer

Vorherres lille vidne

Hvordan bryder man med et netværk, som man ved forgifter en hver dag, hvis det samtidigt er det eneste, man har?

Yderligere information

Sidetal

230

Udgivelsesdato

28.01.2011

Køb bogen

title Beskrivelse

Hvad sker der med et menneske, der vokser op i en lukket verden med ubestridelige regler for rigtigt og forkert? En verden, hvor Bibelens ord er hævet over menneskelige følelser og forstand, og hvor truslen om Guds grufulde hævn holder alle i en skruestik.

Og hvad sker der med det menneske, når denne verden pludselig slår revner, og det viser sig, at der er noget andet, noget mere på den anden side?

Susanne Benderfeldt ved det alt for godt. Hun er født og opvokset som Jehovas Vidne og var i mange år en trofast og ihærdig forkynder med en ukuelig tro på, at Dommedag var nær, og at kun de rettroende ville overleve i et paradis på jord. Alle andre ville lide en pinefuld død.

Hun blev gift med en trosfælle, og sammen fik de to børn. Men som årene gik, kom tvivlen krybende. Først langsomt og næsten umærkeligt, til sidst så højlydt, at hun ikke kunne ignorere den.

Som 40-årig forlod hun Jehovas Vidner og det eneste liv, hun kendte. På den anden side ventede en verden, som på én gang var fremmed, spændende og smuk, men også uendelig ensom.

For ikke bare havde hun selv forladt sektens rigide og dog trygge rammer – hendes familie og venner havde også forladt hende.

"Troværdig og tankevækkende bog om at forlade et trossamfund. ... Udelukkelsen fra fællesskabet betød også, at Susanne bittert skulle lære, at mennesker uden for Jehovas Vidner er i deres gode ret til at vælge hende fra, lige så vel som hun kan vælge andre venskaber til og fra. Dét er det virkelig tankevækkende ved denne bog."
Maria Sjøqvist, Kristeligt Dagblad

 

"Susanne Benderfeldt har før fortalt om sin opvækst i Jehovas Vidner og sin udstødelse fra bevægelsen til aviser og ugeblade, radio og tv, men nu kommer hendes beretning i bogform, skrevet af Trine Lundager. Man skal læse den, hvis man vil sætte sig ind i Jehovas Vidners historie og leveregler, for man får svar på mange spørgsmål."
Else Cornelius, Berlingske Tidende

 

"Tonen er neddæmpet og lige ud ad landevejen. Den unge Susanne drømmer om klassekammeraternes fester, men overbeviser sig selv om, at det verdslige liv er koldt og meningsløst. Det mest rørende i bogen er hendes klamren sig til alle, hun møder i sit liv efter Jehovas Vidner. Hun er vant til altid at være en del af et fællesskab, som er varmt og kærligt, så længe man underkaster sig og ikke gør oprør mod hykleriet og fordømmelsen. Nu oplever hun, at folk tager stilling til hende som individ, og at de ikke nødvendigvis føler sig forpligtet til at holde af hende. Det er prisen, man betaler for at tænke selv. Man kunne kalde det frihedens pris."
Lone Kühlmann, Politiken

 

"Bogen er på ingen måde sensationspræget, men nøgtern i Politiken journalisten Trine Lundagers kronologiske skriftlige fremstilling. Og selv om det er en følelsesrystende skildring fra et dansk parallelsamfund, er det mere bogens oplysende kvaliteter, som bliver stående end de personlige skæbner."
Benny Lihme, Social Kritik

  • ISBN: 9788779558229
  • Omslagsdesign: Christian Hvid