title Beskrivelse
Tekstsamlingen dækker de sidste 20 år af hans liv fra 1963 til hans død den 25. juni 1984 og giver et forfriskende ærligt indblik i hans tænkning. Bogens emner spænder fra kulturkritik af personer som Marquis de Sade, Georges Bataille og Pier Paolo Pasolini, over ærlige interview om homokulturens frigørende brug af sex og vigtigheden af mandligt venskab, til den berygtede debat om den seksuelle lavalder, og hvordan fri seksuel identitet bliver set som en trussel i alle sociale relationer, der styres af diskursernes videns- og magtmæssige dominans.
I bogen bliver Foucaults særegne tænkning og etik taget ud af hans skrevne værkers uimodsagte enetale og undersøgt gennem dialog og diskussion, så indre modsætninger får lov at stå frem. Mikkel Thorup udfolder i sin grundige efterskrift konteksten for de diskussioner, bogens tekster må forstås som en del af.
"Det forekommer derfor oplagt, at forlaget KLIM og idéhistoriker Mikkel Thorup har samlet, og Søren Rosendal oversat, 12 tekster til dansk under titlen Om sex tekster om seksualitet, krop og identitet. Så nu får både nye og gamle læsere mulighed for at dykke ned i Foucaults tanker om homokulturens seksualitetsformer, kulturkritikkens nødvendighed, børns seksualitet, kampen om den seksuelle lavalder og de emotionelt opladede konflikter om, hvordan seksuel identitet bliver italesat og praktiseret i spændet mellem magt og viden."
Steen Nepper Larsen, Information
"For Michel Foucault er viden aldrig neutral, og beskyttelse et andet ord for formynderi eller disciplinering. I Om sex argumenterer han for, at det, vi kalder beskyttelse af børn, i virkeligheden er en måde at udøve magt over dem på ja, fratage dem deres kropslige agens."
Asker Hedegaard Boye, Weekendavisen