Skip to content Skip to footer

En engelsk opiumbrugers bekendelser

Suspiria de profundis & Den engelske postvogn
Forfatter:Thomas De Quincey

Vilde skildringer fra det opioide drømmerige, som den engelske Thomas De Quincey befandt sig i det meste af sit unge og skrivende liv.

Yderligere information

Sidetal

265

Udgivelsesdato

05.02.2010

Serie Klims Kulturklassikere
Køb bogen

title Beskrivelse

Teksterne i denne bog er skrevet af en narkoman. Thomas De Quincey vandrede hele livet i et opiumfremkaldt tågeland mellem drøm og virkelighed. Hvor tid og sted ikke fandtes, hvor diabolske uhyrer huserede og groteske ansigter trængte sig ind på ham, hvor krige og storme rasede uophørligt, hvor alt var usammenhængende, forvrænget, skrækindjagende og undertiden smukt – og hvor opiumdråberne som regel var de eneste sikre trædesten.

I bogen skildrer De Quincey disse rejser til de mørkeste lag af hans sind. Og dermed bliver bogen også en storslået beretning om en mand på vej til sig selv og verden – om en mand der i sin stræben efter lys aldrig ophørte med, som han sagde, at male på mørket.

Det er nogle af verdenslitteraturens forunderligste og mest originale prosaværker, der hermed har fået stemme på dansk. Af de tre tekster har kun ungdomsværket ‘En engelsk opiumbrugers bekendelser’ tidligere været oversat, men i en senere og stærkt modificeret udgave.

Ved at føre værket tilbage til sin originale skikkelse og udgive det sammen med ‘Suspiria de profundis’ og ‘Den engelske postvogn’ er det nu for første gang muligt i oversættelse at opleve De Quinceys vældige tableauer, som han oprindeligt havde tænkt sig dem.

"Baudelaire skrev specifikt om opiumsbekendelserne, at de er "de mest forbløffende og prægtige visioner, som nogensinde har lyst på det snehvide papir – forfatterens skrøbelige værktøj". Det er en fantastisk ros at få fra Baudelaire, og det er næsten ingen overdrivelse, må jeg konstatere efter at have tilbragt en uges tid med de 265 sider, som har fundet vej til den danske udgivelse. ... Det er svært at yde Quincey retfærdighed inden for rammerne af en avisartikel. Hans selvregistrering skærer ind i ens hjerte, hvis man har et. Der er myte og analyse på én og samme tid. Han var Freud lang tid før Freud – men uden Freuds seksualoverdrivelse. Kærligheden er en langt større kraft hos Quincey, den er dybere, man mærker dens rødder tilbage til antikken og tilbage til hans eget livs begyndelse i kvindens favn."
Ole Grünbaum, Weekendavisen

 

"De tre tekster bør læses som dele af ét samlet autobiografisk værk, og man kan kun glæde sig over, at forlaget Klim har valgt at udgive dem samlet – og at det har valgt at oversætte den tidlige udgave af opiumbrugerens bekendelser frem for den reviderede og langt svagere version, som De Quincey publicerede få år før sin død i 1858. ... At oversætte De Quincey er ingen let opgave. De Quincey skrev, som han drømte. Hans sætninger er slyngende arabesker, der knopskyder i uendelige digressioner. Humor og fantasi veksler med den mest svulstige patos, og billeder og analogier står i kø. Impassioned prose, lidenskabelig prosa, kaldte han sin egen stil. Birkmose slipper alt i alt rigtig godt fra opgaven. Hans oversættelse er tekstnær og omhyggelig."
Lis Møller, Standart

  • Originaltitel: Confessions of an English Opium-Eater
  • ISBN: 9788779556843
  • Oversætter: Hans-Jørgen Birkmose
  • Omslagsdesign: Joyce Grosswiler

Du kunne også være interesseret i...