title Beskrivelse
Hannah Arendt skrev ikke sine bøger i en af de mest håbefulde perioder af menneskehedens historie. I kølvandet på Anden Verdenskrig var det så som så med troen på, hvad fremtiden ville bringe, og den dystre eksistentialisme med dens fokus på angst, fortvivlelse og kvalme var på mode inden for filosofien.
Men i sin bog ‘Mennesker i en mørk tid’ fra 1968 insisterede Arendt på at præsentere en række kunstnere og tænkere, hvis liv og tænkning lyste op i første halvdel af det tyvende århundrede: Walter Benjamin, Bertolt Brecht, Hermann Broch, Karl Jaspers og Karen Blixen m.fl.
Som optakt til de i alt ti store personligheder, som introduceres, har Arendt placeret den vigtige, indledende tekst ’Tanker om Lessing: Menneskelighed i en mørk tid’.