Skip to content Skip to footer

1Q84 Bog 3 (PB)

Forfatter:Haruki Murakami

Tredje bog i den japanske forfatters store værk, der foregår i det skelsættende Orwell-år 1984.

Yderligere information

Sidetal

451

Udgivelsesdato

03.10.2015

Køb bogen

title Beskrivelse

Bog 3
Oktober – December 1984

“Noget sparkede i det yderste af hans bevidsthed. Og når noget sparkede i det yderste af hans bevidsthed, var han nødt til at finde ud af, hvad det var.”

I allerførste kapitel af denne tredje og afsluttende bog i Haruki Murakamis romanværk ‘1Q84’ møder vi den umanerligt grimme og meget insisterende privatdetektiv Hr. Ushikawa. Hans næse har aldrig fejlet noget, og når først han er på sporet, finder han altid frem til sit bytte. Men da han er en slange, må han gøre det i sit eget tempo.

De to andre hovedpersoner i dette store værk, Tengo, en ensom mand med forfatterdrømme, og Aomame, en ung kvinde på en livsfarlig mission, befinder sig meget langt fra hinanden. De er begge to truet af kræfter, de ikke forstår omfanget af, og de er begge to forfulgt af mennesker, de ikke kender. Mens de leder efter hinanden fra hver sit sted, lærer de mere og mere om den forskudte verden, de er forsvundet ind i, men vil de lære nok til at overliste deres forfølgere? Og vil de finde hinanden, før det er for sent.

‘1Q84’ udspiller sig i løbet af skæbneåret 1984. Og hvis vi troede, at menneskeheden var kommet helskindet gennem dette skelsættende Orwell-år, så må vi tro om igen.

"Jeg læser aldrig en bog to gange, men japanske Haruki Murakamis '1Q84' blev en undtagelse. For bogens særlige blanding af stille japanske eksistenser, poetiske sætninger, hæsblæsende action og et plot, der vrider og vender sig i komplet uforudsigelige retninger, er noget af det mest inspirerende, jeg har læst i mange år."
Susan Grønbech, Børsen

 

"... letheden, charmen og det snigende mystiske element bærer romanen og får den til at svæve. Desuden er der nok at fundere over og prøve at sætte i lidt mere kendte forståelsesrammer, og det gør disse tre romaner om 1Q84 helt unikke og uimodståelige."
Lilly Jensen, Helsingør Dagblad

 

"som det hedder et sted undervejs: 'Skillelinjen mellem den virkelige verden og fantasiens verden er pludselig blevet udvisket'. Helt suverænt. Og det er netop den kunst, Murakami behersker mere suverænt end måske nogen andre nulevende forfattere. Og derfor bliver '1Q84' ud over at være en medrivende fortælling i sig selv en hyldest til selve det at skabe en fortælling. En verden hvor alt kan ske. Og gør det. Uden at det virker den mindste smule søgt eller anstrengt. Hvilket ikke mindst skyldes Murakamis umiddelbart tilgængelige sprog. Som nærmest er bedragerisk i al sin enkelhed, da det under sin letlæste overflade rummer uendelig mange lag. Og det er langtfra alle spørgsmål, vi får svar på her: 'Jo flere kendsgerninger der blev lagt frem, desto mere syntes sandheden at fortone sig'. Jeg skal være den sidste til at takke nej til et eventuelt bind 4."
Henrik Queitsch, Ekstra Bladet

 

"Forfatteren kan skabe en hel verden med sine egne spilleregler lige midt i den historiske etablerede virkelighed. Det er denne opmuntrende fortællemagi, Murakami udfolder for fuld udblæsning i tre- bindsværket '1Q84'."
❤️❤️❤️❤️❤️
Kim Skotte, Politiken

 

"Ringen er sluttet med Murakamis tredje bog i romanværket '1Q84'. Over tre bøger – og 1200 sider – binder japaneren en klassisk kærlighedshistorie sammen, der vil blive hængende som en lysende måne i bevidstheden. '1Q84' er en lækkerbisken af en roman, der holder hele vejen gennem Murakami-land."
Mogens Rude, Jydske Vestkysten

 

"To ensomme skolebørn griber en dag hinandens hænder og knyttes for evigt sammen, selv om de straks skilles og først forenes igen et kvart århundrede og 1200 romansider senere i året 1984, George Orwells år. Det er den enkle kerne i Haruki Murakamis vidtspundne – for ikke at sige vidtløftige – krønike '1Q84', hvis første to dele udkom sidste år, og som nu afrundes med tredje del i Mette Holms lydefri oversættelse, i sig selv en respektindgydende præstation, der sikrer de danske læsere hurtig kontakt med en verdensomspændende litterær begivenhed."
Otto Pretzmann, Nordjyske Stiftstidende

 

"Dermed er det i sidste ende mere end noget andet en bog om at fortælle og om at erindre. Afhængigt af hvem der gør det og hvordan, kan det så både ende grusomt og lykkeligt med tilsvarende muligheder for at komme videre fra 1Q84 . For selv om man kommer tilbage til den gamle verden, er den heller ikke uden videre den samme længere, hverken for personerne eller for læseren. Tigeren på reklameskiltet – den, som man kan komme i tanken – smiler stadig, men vender muligvis nu den anden kind til, og Murakami selv viser i al sin underfundige mildhed stadig kløer som få andre forfattere i vor tid."
⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Jakob Levinsen, Jyllands-Posten

 

"'1Q84 Bog 3' blander det tunge med det lette i et inciterende anslag båret af forfatterens velkendte stemningsmættede storbykulisser, enkle sprog, sans for detaljer og effektive spændingskurver. Sidste element godt nok dæmpet en smule til fordel for en mere blid og drømmende tone, der underbygger trilogiens bærende pointe om, at ingen kan vide sig sikker på, hvad der er virkelighed – og at det måske slet ikke er værd at bekymre sig om."
Tonny Vorm, Information

 

"Det er stort, det er ambitiøst, det er vildere end noget, Murakami tidligere har skrevet."
Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske

 

"Det er tydeligvis ikke Murakamis ærinde at komme med svar. Han vil hellere underholde og opretholde troen på kærligheden og accepten af det uforklarlige. Og det har absolut sin charme, når det er Murakami, der insisterer på magien, men hvor ville det være fint, hvis historien om 1Q84 ikke skulle slutte her."
Gudrun Hagen, Kultunaut

 

"Logikken i Murakamis univers bliver yderligere strakt og bøjet i den store finale på hans moderne hovedværk, 1Q84. Møder du hans mærkelige univers med en forventning om at få plot og karakterudvikling skåret ud i pap, vil jordisk tålmodighed ikke bringe dig igennem. Men åbner du for ' Den frie Ånds sluser', bliver du belønnet med en bevidsthedsrystelse, du ikke glemmer." Niels Ellevang, Jyllands-Posten

 

"Det er en anden force hos Murakami: hans evne til at skrue nogle historier -så usandsynlige de end er -sammen på en måde, så det er svært at lægge bogen fra sig."
Niels Jørgen Vase, Udfordringen

 

  • Originaltitel: ichi-kew-hachi-yon
  • ISBN: 9788771294743
  • Oversætter: Mette Holm