title Beskrivelse
Det er en vigtig dag for Yang Fei, for han er død, og det er hans første dag i døden. Han skal kremeres kl. 9.00, men han mangler penge til en begravelsesplads, og han må derfor vandre formålsløst rundt i efterlivet.
I løbet af de næste syv dage ser Yang Fei tilbage på sit 41-årige liv, efterhånden som han møder de sjæle, han tidligere har mistet. Det er blevet til et begivenhedsrigt liv – levet i ubemærkethed. Sådan som det er tilfældet med så mange andre levede liv.
Fra sin plads i efterlivet er den døde i en unik position til at betragte det moderne Kinas mange ofre. Men der hersker også et håb blandt de døde. Forventningen om bedre liv, der skal leves i fremtiden.
"Det hele foregår på en uge, og vi er i de timer, det tager at læse bogen, blevet endnu klogere på Kina, end da vi læste Yu Huas første bog på dansk: "At leve". Vi har stadig en del i vente af Yu Huas omfattende produktion. Men lad os se, om ikke forlaget Klim, der nu i formidabelt tempo har udgivet tre af hans romaner, har mere på tapetet. Og lad os håbe, at det igen er Sidse Laugesen, der oversætter direkte fra kinesisk. For hendes oversættelse rummer den gru, den realisme og det vemod, som er bogens budskab. Men også den lyriske og humoristiske side af Yu Hua, som understreger, at det trods tragedier er værd at leve. Seks stjerner også til oversætteren."
****** Tor Tolstrup, Jyllands-Posten
"'Den syvende dag' er mere end blot samfundskritik pakket ind i surrealisme. Den kinesiske roman af Yu Hua er også en poetisk fortælling om næstekærlighed og medmenneskelighed mellem de, der har meget lidt ... Sidse Laugesen har givet os en flydende og smuk oversættelse fra kinesisk af den på én gang barske, melankolsk-sørgmodige og trist-morsomme roman."
***** Per Krogh Hansen, Berlingske
"... den kulsorte, men altid menneskekærlige humor fremhæves i denne parade af menneskeskæbner. Den er en af Yu Huas helt store styrker. Imidlertid er Yu Hua en suveræn fortæller, når han giver sig tid til at arbejde med sine personer og handlinger, og det gør han heldigvis også i denne i øvrigt meget velkomponerede roman." Aarhus Stiftstidende, Jens Eichler Lorenzen
“‘Den syvende dag’ kan varmt anbefales. Romanen giver et fascinerende indblik i et Kina i forandring, men det er ligeså meget en poetisk fortælling om næstekærlighed og medmenneskelighed.”
Birte Røn, Ugeavisen Ringkøbing
"Det er nu tredje gang, Yu Hua oversættes til dansk og direkte fra kinesisk af Sidse Laugesen, der gør det godt. Som hans tidligere bøger er også 'Den syvende dag' velskreven og letlæst og en stærk kritik af det moderne kinesiske samfund, men også en hyldest til menneskets godhed og overlevelsesevne."
Rikke Agnete Olsen, Kinabladet
"Man må sige, at 'Den syvende dag' blev bragt til mig med en vis modvind. At leve blev en af mine bedste læseoplevelser i 2016, og derfor var jeg også ængstelig for, om det ville lykkes forfatteren at levere samme gode læseoplevelse endnu engang og indfri mine høje forventninger. Jeg kaldte i sin tid At leve for et mesterværk, og selvom mesterværk er et ord, man skal anvende med en vis forsigtighed, så findes der næppe en bedre beskrivelse af Den syvende dag. Romanen er simpelthen bare endnu et sandt mesterværk fra Yu Huas hånd, og jeg sidder tilbage med en følelse af at være beriget af den rejse, fortællingen tog mig med på. Yang Feis beskrivelse af sin far og deres forhold er noget af det smukkeste og mest inderlige, jeg nogensinde har læst. Nu tillader kaffekopsystemet jo ikke, at jeg giver romanen mere end seks sorte kopper, men havde det været muligt, skulle den have syv – én for hver dag den godhjertede Yang Fei vandrer hvileløst omkring i efterlivet og søger efter sin far. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste læser, der bør snyde sig selv for denne læseoplevelse."
****** Maria Johansen, Bookmeupscotty
"Historien har magisk realistiske træk og er skrevet i et fremragende poetisk og knapt sprog. Det er en moderne og fabulerende fortælling, der ligesom en anden stor kinesisk forfatter, Mo Yan, nok ikke lever op til vestlige forventninger om systemkritik, men til gengæld tegner nogle lyslevende menneskefortællinger og skæbner op."
Per Reinholdt Nielsen, Tårnby
"'Den syvende dag' er en fantastisk roman og en af de bedste læseoplevelser jeg nogen sinde har haft. Romanen er anderledes end noget andet, jeg før har læst. Romanen er så smuk, selvom den samtidig er en kritik af Kina."
Jane Andersen, Bogblogger
"Forfatteren har modtaget mange priser for sine bøger og han er blevet en af de vigtigste stemmer i nutidens Kina og en af de få, der tør ytre sin kritik. Vil man se lidt ud over sin egen næsetip og lære lidt om det fortryllende Kinas bagside, så er dette en fantastisk bog at læse, den er både underholdende og stærkt tankevækkende på samme tid."
Birgitte Bach, Bachs Bøger
"For eksempel er historien om en ung mand, der sælger sin ene nyre på det sorte marked for at få råd til sin kærestes gravsted, både rørende og brutal – og i den modsatte ende af følelsesspektret er jeg nødt til at fremhæve en fin og håbløst pjattet scene, hvor to skeletter spiller skak."
Martin Bastkjær, Information
"Hvis man har læst Yu Huas tidligere roman At leve, som er meget berømmet herhjemme, vil man ikke være et sekund i tvivl om, at det er den samme forfatter, der står bag 'Den Syvende dag'. Yu Huas stil er ikke til at tage fejl af, heller ikke selv om det ikke er samme oversætter. Både Anne Wedell-Wedellsborg og Sidse Laugesen har klaret at ramme en tone, der både er kold og personlig, som et arvestykke af porcelæn, i deres danske gengivelse af Yu Huas tekst."
Nick Holmen, Litteratursiden
"Det hele er godt tænkt, sproget er enkelt og klart. Kompositionen er løsere end i Yu Huas andre bøger. Kapitlerne træder frem som nogle meget velskrevne, men også noget skitseagtige noveller. Der er ikke meget mere kød på Yang Fei, end der er kød på alle skeletterne. Og mens jeg straks gribes af fortællingerne, er det alligevel, som om de i sidste ende mest fungerer som de effektive stativer, den store kritik skal hænges op på."
Alexander Vesterlund, Politiken
“... et forbløffende, foruroligende, grotesk og sine steder hvinende morsomt indblik i kinesernes hverdag … I ’The Seventh Day’ leverer [Yu Hua] et elegant snapshot af Kina lige nu, lige under overfladen. Det er skarpe samtidsbilleder som dette, kineserne kender og elsker ham for.”
Mette Holm, Weekendavisen
"Yu Hua har skrevet en fortælling, som er velskrevet i et meget fint og nøgtern sprog, som får historien til at flyde derudaf."
Sascha Jensen, Livetidukkehuset
"I et flot, poetisk sprog giver romanen indblik i en fremmedartet kultur under forandring ... Samfundskritikken har en satirisk form og modspilles fint af den medmenneskelige adfærd, når den gribende fortæller om en håndfuld menneskers indbyrdes relationer ... Anbefales varmt."
Birgit Sloth, Lektørudtalelse