title Beskrivelse
I begyndelsen af 1872 holdt Friedrich Nietzsche disse fem foredrag om de tyske dannelsesanstalters fremtid. Det skete ved universitetet i Basel, hvortil han tre år tidligere i en alder af 25 år var blevet kaldet til et professorat i klassisk filologi. I foredragene leverer Nietzsche en sønderlemmende kritik af de offentlige skole- og uddannelsesanstalter og af forfaldet i den dannelse, som de burde stå for og som de ifølge Nietzsche tidligere havde stået for.
Der er samtidig tale om en bred kritik af kulturen og tidsånden i årene efter Tysklands samling i 1871. I sin kritik støtter Nietzsche sig til en samtidsdiagnose af dominerende tendenser på området og peger bl.a. på ‘statstendensen’ og ‘økonomitendensen’, der fremmer en udvidelse af dannelsen, men samtidig også en formindskelse og svækkelse af dannelsen.
"Man mærker kraften i den unge Friedrich Nietzsches foredrag om dannelse, der nu for første gang foreligger på dansk. ... nu er de altså oversat og foreligger på et glimrende dansk ved Jørgen Kjær."
Karsten R.S. Ifversen, Politiken
“… den danske udgave [er] forsynet med et fortrinligt pædagogisk efterskrift … Mange af Nietzsches observationer i bogen er lige så rammende, som de er beske. ‘Om vore dannelsesanstalters fremtid’ taler nok ind i en konkret debat på Nietzsches tid, men stiller spørgsmål, der er mindst lige så relevante, endda påtrængende, i dag, som da den blev skrevet.”
Eva Selsing, Berlingske
"Friedrich Nietzsche frygtede, at uddannelsespolitikkens fokus på masse, nytte og specialisering fjerner ethvert rum for dannelse: 'Dannelsen afvikles ifølge Nietzsche som selvstændig livsform, når den underordnes staten og økonomien og kravet om, at alle skal uddannes, og at al viden skal være nyttig,' siger Jens Erik Kristensen. Det er de 150 år gamle tanker, som stadig er relevante."
Mikkel Hvid, Magasinet Frie Skoler