Skip to content Skip to footer

Det godes suverænitet

Forfatter:Iris Murdoch

Yderligere information

Sidetal

142

Udgivelsesdato

03.06.2022

Køb bogen

title Beskrivelse

Iris Murdoch (1919-1999) er bedst kendt for sine romaner, som hun vandt talrige priser for, men hendes filosofiske skrifter har i de seneste år vundet stor international anerkendelse – takket være prominente navne som Martha Nussbaum, Charles Taylor og Alasdair MacIntyre . ‘Det godes suverænitet‘ er hendes mest læste filosofiske værk, og det består af tre tekster, der tilsammen giver en kortfattet introduktion til Murdochs væsentligste tanker.

Teksterne aktualiserer Platons idé om det Gode og kærlighed som vejen dertil som en væsentlig ressource til at tænke moralfilosofi med i en ’afmytologiseret’ og sekulariseret moderne verden, hvor de traditionelle, ofte religiøst funderede, moralske pejlemærker synes at have mistet meget af deres overbevisningskraft. Med sine tanker om at den bedste udvikling af selvet involverer en radikal afvikling af dette selv taler Murdoch direkte ind i aktuelle kulturpsykologiske og klimapolitiske debatter.

Anne Eggert Stevns har skrevet en grundig, kontekstualiserende introduktion til Iris Murdochs filosofiske forfatterskab, mens Svend Brinkmann i bogens efterskrift foretager et kritisk udblik til vor tids selvrealiseringstendenser med et særligt portræt af Murdoch som “afrealiseringens filosof”.

"Iris Murdoch kunne ikke forlige sig med filosofiens tab af terræn, og hun prøver i artiklerne at genindføre moralske begreber i faget. Hun påpeger, at vi i vores normale liv ikke først og fremmest er optagede af at træffe valg i en solid verden etableret af videnskab og logik … Bogen rummer mange kloge iagttagelser og dybsindige overvejelser. Indimellem er der filosofihistoriske ekskurser, der kræver en del af læseren, men både ph.d.-stipendiat i filosofi Anne Eggert Stevns pædagogisk klare indledning og Svend Brinkmanns pointerede efterskrifthjælper læseren til at genfinde tråden.” ***** Søren Hindsholm, Kristeligt Dagblad

“En fornem introduktion til Murdochs filosofiske forfatterskab gennem tre meget velskrevne artikler, hvor et komplekst stof formidles både levende og underholdende. Den glimrende introduktion kridter banen op, mens efterskriftet skaber den helt rigtige perspektivering. Det gør, at man som læser kan følge med, selvom man ikke har en akademisk grad i filosofi.” Jacob Holm Krogsøe, Lektørudtalelse

  • Originaltitel: The Sovereignty of Good
  • ISBN: 9788772047201
  • Oversætter: Joachim Wrang
  • Omslagsdesign: Malene Rauhe