Svend Brinkmann
Svend Brinkmann (f. 1975) er uddannet cand.psych., ph.d. og er professor i Psykologi ved Aalborg Universitet, hvor han underviser i almenpsykologi og kvalitative metoder.
Brinkmann har forfattet adskillige artikler til akademiske tidsskrifter, men har med STÅ FAST fra 2014 fået sit helt store gennembrud uden for universitetsverdenen og er i dag en velkendt stemme i den offentlige debat.
STÅ FAST er et svar på og en kritik af selvhjælpsbogsgenren og beskriver, hvad Brinkmann har kaldt tidens udviklingstyranni.
Brinkmann har skrevet flere fagbøger i samarbejde med andre prominente skikkelser; herunder kollegaen cand.psych., ph.d. og professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet, Lene Tanggaard.
Han har i alt skrevet eller redigeret mere end 30 bøger og godt 200 artikler og har desuden modtaget flere priser; herunder DR’s formidlingspris og Rosenkjærprisen.
Brinkmann har tidligere været professor på Universitetet i Bergen, Norge. Hans forskningsområder omfatter psykologiens filosofi, moralpsykologi, etik og kulturkritik.
Foruden sit akademiske virke arbejder Brinkmann som skribent og anmelder på Politiken og blogger hos Kristeligt Dagblad. Han sidder i panelet på DR’s radioprogram ‘Netværket’ og har været vært på flere både radio- og tv-programmer og er især kendt fra radioprogrammerne ‘Brinkmann på P1’ og ‘Brinkmanns briks.’