Sapfo er den mest berømte kvindelige digter fra antikken. Hendes digte er gennemsyrede af begær efter begge køn, opstemthed og forargelse over tilværelsen, glæde ved smukke ting og sitrende ironi.

Hun var en græsk digter, der levede og skrev i byen Mytilene på øen Lesbos i det syvende århundrede før vores tidsregning. Allerede i antikken var hun berømt, og på grund af hendes skarpe, smukke og skønne sange, fik hun af filosoffen Platon tilnavnet “den tiende muse”. Helt ind i romerrigets litterære atmosfære havde Sapfo enorm betydning, og særligt Catul og Horats benyttede sig af hendes Sapfiske versemål.

Sapfos liv og levned

I dag har vi næsten kun fragmenter af hendes værker tilbage. Fra overleveringer ved vi, at samtiden kategoriserede hele ni kanoniske bøger med Sapfos digte. Kun ét eneste fuldstændigt digt er bevaret, mens en række større og mindre fragmenter opbygger det tekstkorpus, nutidens forskning tilskriver Sapfo. Men det korpus vokser sig heldigvis med tiden større, da der stadig den dag i dag med jævne mellemrum opdages nye fragmenter af den tiende muses vers.

Også Sapfos eget liv ligger hen i tidens dunkle og mystiske slør. Vi ved, at hun var gift, at hun havde en datter, et par brødre og en række elskerinder. Derudover er det ret sandsynligt, at hun tilhørte overklassen – hvilket også muliggjorde en livsstil, der tillod hende at skrive. Men her slutter vores konkrete viden om den græske digters liv.

Og måske er det netop også i mysteriernes slør, at myten og magien om den tiende muse lever videre. De mangelfulde huller i hendes liv, og de store lakuner, der opstår af digtenes fragmentariske former, indbyder i dag den nutidige læser til at fantasere med på, hvad versene mon kunne rumme bag de tomme pladser – og hvilket menneske der egentlig supplerer sangstemmen bag de smukke linjer. I mysteriet lever Sapfos sange stærkt videre i en ny generation af læsere, der er mindst ligeså medsyngende som den originale tiende muse fra Lesbos, når fragmenterne igen ser dagens lys.