K.E. Løgstrup
K.E. Løgstrup (1905-1981) var dansk teolog og religionsfilosof.
Hele hans forfatterskab var rettet imod den tyske filosof Immanuel Kant og nykantianernes erkendelsesteori, som Løgstrup ønskede at gøre op med. I sit forsøg herpå inddrog han flere filosofiske skoler, herunder fænomenologien, eksistensfilosofien og jeg-du-filosofien.
Løgstrup ville herved identificere de fænomener, som mennesket ikke selv har skabt, men som, ifølge Løgstrup, er givne for mennesket, der er underkastet disse fænomener.
Med sit virke har Løgstrup haft stor og har fortsat voksende indflydelse på dansk kulturliv. Hans værker er oversat til flere sprog.
Løgstrup blev uddannet cand.theol. i 1930 og studerede flere steder i Tyskland, blandt andet hos filosoffen Martin Heidegger.
Foruden sit akademiske virke har Løgstrup fra 1936-1943 været præst i Sandager-Holevad sogne på Vestfyn.
Under besættelsen deltog han i modstandsbevægelsen og tog frem til 1943 afstand fra forhandlingspolitikken. I 1961 blev Løgstrup medlem af Det Danske Akademi.