Honoré de Balzac er en af litteraturhistoriens mest anerkendte forfattere, og han betragtes ofte som realismens grundlægger, men med Serafita står det klart, at han også dyrker og mestrer andre litterære genrer.

“I en vis forstand overvandt Balzac kødet. Ikke blot trådte han efter sin død ind i rækken af de absolut største, franske forfattere nogensinde, hvorved han udødeliggjorde sig selv, men han forsøgte også gennem hele sit forfatterskab at vise læseren, at man uagtet et til tider knusende samfund har en altoverskridende og evig frihed i sig selv, indlejret i det at være menneske. En frihed og et indre lys, der transcenderer alt andet. I den forstand var Balzac et barn af sin tid, af Den franske Revolution og oplysningstidens tro på fornuft og frihed og den forandring af menneskets plads i samfundet, det nødvendigvis måtte føre til.”
Pernille Bergendorff i sit forord til Serafita