Hannah Arendt
Hannah Arendt (f. 14. oktober 1906 i Linden, nu Hannover, død 4. december 1975 i New York) var en tysk politolog og filosof af jødisk afstamning.
Arendt studerede filosofi, teologi og klassisk filologi i Marburg, Heidelberg og Freiburg, bl.a. hos Bultmann, Heidegger, Husserl og Jaspers. I 1933 forlod hun Nazityskland til fordel for Paris. Hun rejste senere til USA, hvor hun i 1950 fik amerikansk statsborgerskab.
Arendt er blandt andet kendt for sine analyser af totalitarismen.
Ifølge Arendt vokser totalitarismen frem, når moderne mennesker ikke vil være et individuelt selv i et demokrati, men søger at være en del af et større anonymt fællesskab. Det repræsentative demokrati er ikke et fuldt demokrati, men er sårbart over for totalitære tendenser, der kan slå over i totalitarisme. Modsætningen er det egentlige fuldt demokratiske fællesskab, hvor der er direkte indflydelse, og borgerne kan indgå som individer.
Foto: Münchner Stadtmuseum, Sammlung Fotografie, Archiv Barbara Niggl Radloff