title Beskrivelse
Da den amerikanske borgerkrig sluttede, stod de sorte slaver tilbage som frie mennesker – og langt hen ad vejen uden evnen til at begå sig. De var ufaglærte, kunne hverken læse eller skrive, og var uvidende om selv de mest elementære aspekter af samfundslivet: penge, familieliv og husholdning.
Begge tekster er skrevet af den store sorte leder, pædagogen og samfundsdebattøren Booker T. Washington, der fra sin centrale position midt i de krigshærgede og, senere, racesegregerede sydstater havde frit udsyn til vanskelighederne.
Det siger alt om ham, at han skildrer disse år med både varme og humor, forfærdelse og hovedrysten, men også altid med overskud og blikket konsekvent rettet mod de eneste løsninger, han kunne se, virkede: Uddannelse, arbejde og tid til at lade de positive tiltag overvinde og udslette de negative følger af den frihed, der var kommet så brat.