Når man betragter specialpædagogisk praksis i disse år, synes det, som om spørgsmålet om diagnoser, særlige teknologier og metoder er blevet det primære, mens spørgsmålet om elevernes almene dannelse i bedste fald er blevet det sekundære. Men det forholder sig omvendt: Skolens specialundervisning er en pædagogisk praksis, og derfor er den først og fremmest et spørgsmål om at bidrage til elevernes almene dannelse. Som følge af tidens diagnosticerende tendenser må specialundervisningen derfor vendes på hovedet for igen at vende pædagogisk rigtigt. Med dette udgangspunkt anlægges der i denne antologi et alment pædagogisk perspektiv på skolens specialundervisning.

Bogens artikler tager afsæt i tretten frie kostskolers specialpædagogiske praksis og indfører i de almene pædagogiske problemstillinger, som knytter sig til undervisning og samvær for elever med særlige behov.

Antologien er et bidrag til den altid aktuelle diskussion om skolens specialundervisning og henvender sig til skolens pædagogiske praksis, læreruddannelsen, pædagoguddannelsen og forskellige moduler på den pædagogiske diplomuddannelse samt til alle, der generelt er optaget af forholdet mellem specialpædagogik, socialpædagogik og almen pædagogik.

Pressefoto:

• Forside