"En ny måde, hvorpå den ene bevidsthed kan opnå magt over den anden i et
omfang, som ikke hidtil er set." – Således præsenterer den engelske
filosof Jeremy Bentham sin bog fra 1791, 'Panoptikon', der skulle blive
hans livs besættelse. Under udnyttelse af en avanceret, cirkulær
bygningsstruktur stræber Bentham mod passager for blikket, der gør det
muligt at iagttage fangerne i cellerne. Skjult i overvågningslogen ser
inspektøren uden selv at blive set og sikrer med ejendommelige
procedurer sin usynlighed. Her lever også hans kone og børn, der i
indespærringen ikke har anden fornøjelse end at observere fangerne, som
var de forbipasserende i storbyen. Princippet er synlighedens
princip, midlet den arkitektoniske indretning. Målet er for Bentham ikke
straf og pine, men beslaglæggelse af fangernes arbejde. Som vampyren
suger han deres blod, skriver han. Som edderkoppen mærker han hver en
bevægelse i sit spind. Fra fængslerne overfører Jeremy Bentham
den nye opfindelse til fabrikkerne og videre til institutioner som
hospitaler, galeanstalter og skoler i en bestræbelse på at opnå kontrol
over menneskeansamlinger. I en foregribelse af langt senere
samfundsudviklinger præsenterer han overvågningsteknikker, der i dag
sætter sig igennem med rivende hast. 'Panoptikon' afsluttes med
et længere interview med den franske filosof Michel Foucault, der i sin
bog 'Overvågning og straf' satte panoptikonet på dagsordenen. “En
begivenhed i menneskeåndens historie” kalder Michel Foucault Panoptikon.
Jeremy Benthams 'Panoptikon' er et dybt originalt værk, der
mere end to århundreder efter sin udgivelse har fået fornyet aktualitet. Pressefoto: |